Den populære træningsplatform ROUVY, som bringer verdens mest ikoniske ruter til live via realistiske videobaserede simulationer, har annonceret, at de har overtaget konkurrenten BKOOL. Beløbet for handlen er ikke offentliggjort.
Med over 250.000 abonnenter globalt har ROUVY de seneste år oplevet markant vækst og har cementeret sin position som en af de førende platforme inden for realistisk indendørs cykling. Opkøbet af BKOOL sker som et led i en strategi om at styrke tilstedeværelsen i særligt Spanien, Frankrig og Danmark – markeder, hvor BKOOL har haft stor gennemslagskraft.
Teknologi og brugerbase forenes
BKOOL har i mange år været kendt for sin teknologi, som kan konvertere GPX-filer til 3D-ruter, og netop den funktionalitet anses som et stærkt supplement til ROUVYs egen platform og ruteværktøj, Route Creator. Tilsammen skal det bidrage til ROUVYs ambition om at binde det indendørs og udendørs cykelunivers tættere sammen.
Petr Samek, medstifter og CEO i ROUVY – og nu også ny CEO for BKOOL – udtaler:
“At BKOOL nu bliver en del af The ROUVY Group er et vigtigt skridt for fans af indendørs cykling verden over. Det handler om at tilbyde de bedste oplevelser, mest værdi og flest muligheder – uanset om man træner op til IRONMAN, vil holde formen ved lige eller bare elsker at cykle gennem eksotiske landskaber hjemmefra.”
“Vi ser frem til at kombinere styrkerne fra ROUVY, FulGaz og nu BKOOL. Sammen står vi endnu stærkere, og det gør det muligt at investere mere i både produktudvikling, markedsføring og nye spændende koncepter – til glæde for alle ryttere.”
BKOOL fortsætter som selvstændigt brand
Selvom BKOOL nu indgår i ROUVY Group, vil platformen fortsætte som sit eget brand, ligesom det skete med FulGaz efter en tidligere overtagelse. Fokus i den kommende tid bliver at sikre platformens stabilitet og drift. Herefter vil ROUVY gå i en læringsfase, hvor man lytter til feedback fra BKOOL-brugerne, inden der laves en langsigtet plan.
Alfonso Garcia-Lozano, tidligere CEO for BKOOL, ser positivt på fremtiden:
“Vi er glade for, at BKOOL nu bliver en del af The ROUVY Group frem for at konkurrere med den. ROUVY har opnået en bemærkelsesværdig global position og har bevist, at deres realistiske indendørs cykeloplevelse giver værdi for mange ryttere. Vi tror på, at dette samarbejde vil bringe nye muligheder og styrke oplevelsen for alle brugere.”
Med opkøbet bliver ROUVY endnu stærkere positioneret som én af de mest komplette og brugervenlige platforme for realistisk og engagerende indendørs cykling – og både eksisterende ROUVY- og BKOOL-brugere kan forvente fortsat udvikling og forbedring af deres træningsoplevelser fremover.